I P. Chr. Asbjørnsens norske versjon av den opprinnelig svenske boka Om Ulve- og Rævefangst, en Beskrivelse over forskjellige Maader, hvorpaa man i Sverige fanger, jager og skyder Ulv og Ræv, fra 1840, forklares ulvefangst med saks: "Ulvens omstreifende Levemaase, dens mindre fine Lugtorganer, formedelst hvilke den ikke saaledes som
Ræven, har Evne til i det Fjerne at opveire sit Bytte, og lang Vei følge dets Spor, men maaaske dog mest dens Trang til større Rov og deraf følgende Ligegyldighed for de mindre Smuler, som Ræven omhyggelig opsøger, ere Aarsager, der gjøre Ulvefangst med Sax mindre heldig; hvorimod Saxen, naar den rigtig behandles og udlægges, vist af alle Midler til at fange Ræv med, er det hensigtsmæssigste."Skulle det likevel settes saks etter ulv var det beste å bruke "til Lokkebede (...) Hoveder af mindre Dyr, saasom Katter, Harer, osv., eller også et
Stykke halvraadent Kjød, hvor man slæber og kaster mindre Stykker rundtomkring Stedet."